Den patientansvarlige læge

Den patientansvarlige læge

Alle inklusive undertegnede er enige om, at INGEN patienter under udredning, behandling og opfølgning må føle sig fortabt, uden livline eller være i tvivl om, at deres forløb styres af ansvarlige og dybt engagerede fagpersoner.

Der er tilsvarende intet grundlæggende nyt i patientens ønske om behandling af samme læge, ligesom lægen tilsvarende ønsker at behandle ‘egne’ patienter. Så hvorfor da sætte spørgsmålstegn ved en god sag? Det er heller ikke formålet — snarere at sikre tiltaget succes, da en opførelse af kejserens nye klæder ikke vil være godt for hverken det velmenende politiske tiltag, patienternes tillid til ‘væsnet’ eller lægernes arbejdsglæde.

Der er oplagt sygdomsområder, hvor det giver sig selv, at patienten følges af én og samme læge, mens det i formentlig de fleste tilfælde vil være uladsiggørligt.

Under stor bevågenhed er indførelse af den patientansvarlige læge italesat som Kræftplan IV’s vigtigste indsats — vel at mærke uden tilførsel af ressourcer. Imidlertid synes omkostningen forbundet med den bebudede generelle indførelse af konceptet dels ubetalelig — uden samtidig modsvarende værdi for patient og pårørende, dels ude af trit med tiden.

I de fleste sammenhænge ændres forudsætninger generelt over tid, og om end det lyder bekvemt og vedkommende, da mælkemand og postbud dagligt lagde vejen forbi hjemmet, accepterer vi i dag at skulle hente mælk og pakkepost i supermarkedet. Tidspres og organiseringen er noget andet i dag end i de gode gamle dage.

Så hvis indførelse af den patientansvarlige læge er en reel sikring heraf, bydes det yderst velkommen, men man rammes af en deja vu-fornemmelse fra indførelsen af de utopiske tidsfrister i de i øvrigt udmærkede kræftpakkeforløb. Den nye ordning vil kræve, at der afsættes meget lægetid hertil — mere end hvad muligt er.

Der foreligger nu en aftale om principperne for den ‘patientansvarlige læge’, som uden nødvendigvis at være den behandlende læge vil være garant og ansvarlig for patientens behandlingsplan og fremskridt inklusive sikring af prøvesvar. Endnu mere uhensigtsmæssigt vil samme læge skulle koordinere patientforløbet. En opgave, som i forbindelse med overholdelse af pakkeforløbstiderne måtte uddelegeres til en ny og nu ganske uundværlig stillingskategori — forløbskoordinatorerne. Så i erkendelsen af, at vi som læger i forbindelse med koordinering af pakkeforløbene dumpede med et brag, er det ikke fair atter at pålægge os denne rolle. Koordinatorerne er blevet patienternes livline og tovholdere i forhold til deres forløb og kontakt til relevant fagpersonale inklusive den aktuelt behandlende læge.

Jeg er samtidig af den klare opfattelse, at langt de fleste patienter vil opleve den nødvendige tillid og tryghed i behandlingsforløbet, hvis de garanteredes, at man gennem prioriteringen af fagspecialisternes tid sikrede dem, at de afgørende beslutninger under behandlingsforløb blev truffet på en multidisciplinær teamkonference. Dette med deltagelse af den ypperste faglige kompetence og baseret på evidensbaserede nationale kliniske retningslinjer. En konference med en samtidig second opinion og — måske endnu mere afgørende — tillige deltagelse af deres forløbskoordinator.

Naturligvis skal patient og pårørende ved behov have uhindret adgang til samtale med de behandlende læger — om muligt tilmed optimalt den samme. Men at indgive patienter en grundlæggende forventning om en direkte hotlineadgang til dennes telefon eller mailpostkasse vil være med stor risiko for helt unødig frustration for begge parter.

I forsøget på blot tilnærmelsesvis at kunne honorere pakkeforløbstiderne har det været et problem at sikre patienterne en læge med den rette kompetence, nu strammes buen til et krav om, at det ud over kompetencerne også skal være den samme person — alt andet vil af patienten let opfattes som et svigt, medmindre den kommende model indgiver en helt anden forventning hos patienten, og så vil det nye tiltag efter min mening ikke rumme meget nyt i forhold til dagens praksis.

Det vil derfor være ulykkeligt, hvis man politisk italesætter en forventning, som hverken er nødvendig eller mulig at opfylde.

Mit bedste råd er at investere tungt i professionel forløbskoordination, alt imens lægerne koncentrerer sig om det, de er bedst til — nemlig teambaseret at give patienterne verdens bedste kræftbehandling.

Jeg har selv i forbindelse med Kræftplan IV siddet i Sundhedsstyrelsens arbejdsgruppe for ‘det sammenhængende patientforløb’ og har både medansvar og stor sympati for gruppens anbefaling. Men ‘den patientansvarlige læge’ blev af undertegnede med henvisning til ovenstående tolket anderledes end nu lanceret. Til gengæld opfordrede vi den siden snart bevilgede ‘personlige patientprofil’ til anvendelse under hele kræftrejsen samt det elektroniske ‘personlige forløbsoversigtsværktøj’, så patienten er på forkant med forløbet. n

Skriv kommentar