Dagens Medicin lægger op til debat om det danske sundhedsvæsen
Dagens Medicin afholder tre debatarrangementer til årets Folkemøde på Bornholm. Billedet er af et arrangement fra tidligere års folkemøde.

Dagens Medicin lægger op til debat om det danske sundhedsvæsen Med tre debatarrangementer på Folkemødet på Bornholm er Dagens Medicin med til at løfte den sundhedspolitiske dagsorden på sommerens store politiske event.

Dagens Medicin er repræsenteret med fire arrangementer til årets folkemøde på Bornholm, der bliver det syvende folkemøde på solskinsøen. Torsdag klokken 14.40 slår Dagens Medicin dørene op for den første paneldebat ‘90 minutter om diabetes’. Her vil et ekspertpanel på seks sundhedsaktører debattere den danske diabetesbehandling. Blandt andre deltager Torsten Lauritzen, professor og lægefaglig chefrådgiver i Diabetesforeningen, Allan Flyvbjerg, direktør for Steno Diabetes Center Copenhagen og Stephanie Lose (V), formand for Region Syddanmark. I løbet af den 90 minutter lange seance vil paneldeltagerne blandt andet vende spørgsmål som: »Har sundhedsvæsenet kapacitet til at behandle de forventede mange nye diabetes-patienter?« og »er den danske diabetes-behandling god nok?«

Magt og regioner

Dagen efter, fredag klokken 16.30, lægger Dagens Medicin op til en snak om avisens magtliste, der har været en årlig genganger i avisens sommerudgivelse gennem de seneste 17 år. Med Michael Bech, direktør i KORA, og chefredaktør på Dagens Medicin, Nicolai Döllner, ved roret går turen gennem årets magtliste til arrangementet ‘Har djøfferne virkelig vundet?’. Michael Bech, der kan betegnes som en super-djøffer i kraft af direktørposten hos Det Nationale Institut for Kommuners og Regioners Analyse og Forskning, vil prøve at analysere årets magtliste. Det vil blandt andet ske ved at se på, hvad det er for tendenser, der netop nu former spillet om indflydelse på sundhedsområdet.

Kl. 16.45 kommer turen til Danske Regioners formand, Bent Hansen (S), som bliver interviewet om sine 10 år som øverste politiske chef – om opture og nedture, og om regionernes fremtid.

Efter Bent Hansen – kl. 17.15 – 18.00 – inviterer Dagens Medicin til årets første valgduel med de fem topkandidater, der ser ud til at konkurrere om formandsposten i Danske Regioner, når Bent Hansen går af senere på året. Ved fredagens arrangement taler Dagens Medicin med de tre socialdemokrater Sophie Hæstorp (Hovedstaden), Ulla Astman (Nord) og Anders Kühnau (Midt), og venstrefolkene Stephanie Lose (Syd) og Jacob Jensen (Sjælland). De fem topkandidater i opløbet om formandskabet for regionerne skal blandt andet tale om, hvad regionernes fremtid er, og hvordan man skaber folkelig interesse for regionskonstruktionen.

Alle arrangementerne bliver holdt i SundhedsParlamentet på Havnegade 43 i Allinge. Folkemødet finder sted fra den 15. – 18. juni.

Skriv kommentar